|
Rundt omkring i verden er der krig mellem guelfere og ghibellinere.
Rimini er under guelferne, pavens allierede, ledet af Malatesta-familien.
I Urbino er Montefeltro-familien leder af ghibellinerne, kejserens allierede.
San Marino befinder sig i midten. Selvom det er en kommune allierer den sig med
Montefeltro’erne-for at frigøre sig fra biskoppen.
Det lykkes et århundrede senere, da paverne tager til Avignon. Det første
sanmarineserne gør er at konfiskere biskoppens residens inden for bymuren,
derefter afviser de ham som dommer, og til sidst anfægt er
de hans ret til at indkræve skatter.
En tirret biskop forsøger at sælge San Marino og dens befolkning. Der gribes
igen til våben. Der kæmpes uden våbenhvile, uden regler, med domme og med våben.
Til sidst, i 1351, taber biskoppen Peruzzi også hovedsædet San Leo, slået af
ghibellinerne. Han ved ikke længere hvor han skal tage hen. Sanmarineserne åbner
byportene, men kun på betingelse af at han underskriver et dokument, der frigør
dem alle fra de feudale bånd.
Kardinalerne Albornoz og
Angelico
forsøger på pavens vegne at få situationen under kontrol. De efterlader San
Marino til sin egen skæbne, en lille brik i et kompliceret spil udkæmpet af de
store familier Malatesta og Montefeltro.
Med flaget højt hævet bevæger Montefeltro’erne sig fra dal til dal, mens
Malatesta’erne gør det samme i den modsatte retning. Således kæmpes der frem og
tilbage i næsten 200 år. Selv Firenze og Venedig er indblandet.
San Leo, Maiolo, Talamello skifter magthavere
igen og igen. Men ikke San Marino.
|